Viser opslag med etiketten gærbrød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gærbrød. Vis alle opslag

fredag den 8. november 2013

Bagedag.

I morges da vi vågnede var vi fulde af energi. Det vil sige min mor var, for jeg var træt og min far så heller ikke videre energisk ud, selv om han havde været oppe meget længere tid end min mor. Jeg hørte at hun talte med min far om, at vi skulle invitere vores farmor til eftermiddagskaffe. Så ville min mor også lige bage et par brød.                                         

                                                    Her ligger et par brød og køler af.

Hun skar den yderste ende af det ene brød (det er det stykke man kan se på billedet) så hende og min far lige kunne smage om det var noget hun kunne være bekendt at servere. De delte lige stykket og min far fik sit ind i stuen, hvor han var humpet ind i lænestolen.



Her sidder min far i lænestolen. Jeg er solidarisk og sidder ved ham. Man kan se de turkise  krykker i baggrunden.

Det kan nu også godt være, at jeg er smuttet i forvejen, fordi min mor er på vej med et stykke brød. Jeg kan jo så godt lide at dele noget der sikkert smager godt, med min far og mor. Min far syntes, at brødet smagte rigtig godt. Han syntes jo derfor selvfølgelig at jeg også skulle smage. 

               
                        Her er jeg lige igang med at smage et stykke brød. Jeg snuser meget til det.
                            

                                  Hmm... jeg ved nu ikke rigtig hvad jeg skal synes om det.


Nej du, der er altså både rosiner i og sådan noget. Ikke rigtig noget for en hund som mig.  
  

 Hey, hvis jeg flytter det modbydelige stykke brød om bag ved kødbenet kan min mor ikke se det

       Se hele klippet i slowmotion på youtube herLaikas brød 2

Min mor, far og farmor synes nu at brødene smagte så godt at min mor vil dele opskriften med jer.

                                       Min mors sirupsbrød med rosiner.

5 dl lunken vand
50 g gær
1 dl sirup - min mor brugte den lyse
1 tsk salt
100 g fibrex (det er sådan noget roe noget) eller havregryn eller klid. Min mor brugte fibrex.
100 g rugmel
750 g hvedemel
125 g rosiner (kan undlades)

Bland gæren i det lunkne vand. Tilsæt fibrex, rugmel, sirup, salt, rosiner og halvdelen af hvedemelet. Det hele blandes og derefter tilsættes resten af hvedemelet (gem lidt så det ikke bliver for tørt). Det hele æltes godt, min mor brugte en røremaskine, inden det æltes færdigt på køkkenbordet. Tilsæt evt. mere hvedemel, hvis dejen er for våd. 
Der formes 2 brød som hæver på en bageplade i 30 minutter et lunt sted, samtidig opvarmes ovnen.
Efter hævning pensles brødene med kaffe og bager ved 200 grader i 30 minutter. Min mor brugte varmluftsovn og satte brødene på den anden nederste rille.
                                                

                                                             Brødene inden servering

Min far syntes at de smagte fantastisk og det syntes min farmor og min mor også. Jeg syntes nu ikke at det var noget at servere for en hund.

søndag den 3. november 2013

Travlhed

Idag har vi haft lidt travlt, og så på en søndag. Vores tømrer kom allerede kl. 10 i morges, ja jeg kalder det morgen for jeg var jo knap nok stået op endnu. Han skulle se på vores staldtag som ikke havde det så godt efter stormen.

Vi gik ud i stalden, og det er simpelthen det bedste jeg ved, for i døren ind til stalden har vi et lille firkantet hul, hvor kattene kan løbe ud og ind. Mest ind når jeg er der hæ hæ. Jeg kan jo kun lige få lidt af min lange snude derind, når jeg skal tjekke om kattene er der. Men i morges kom jeg helt med ind i stalden så jeg kunne både tjekke om der skulle sidde nogle hengemte katte og snuse til deres mad. Mere kedelig end min. Tømrer rodede rundt på loftet imens.

Da han var færdig skulle min mor ud og handle. Jeg måtte gerne komme med - jeg eeelsker at køre bil, men min far skulle ikke med. Han sagde at han ikke orkede det med sine turkis farvede krykker.  


Min mor siger at jeg skal sætte mig, men jeg lader som om jeg ikke kan høre hende, for jeg skal jo lige tjekke om naboens 3 små køtere er ude.                   
                   
                                        Her er jeg på vej ud, da vi er hjemme igen.


Da vi kom hjem fandt min mor ud af hun ville bage. Hun bager meget sjældent for hun synes ikke at, det hun bager bliver ret godt, så jeg tror mest hun gjorde det for at glæde min stakkels far som har ondt i knæet.

Jeg tror nu at de boller hun bagte blev ret gode. Hun så da i hvert fald meget tilfreds ud.

                               

                                           Min mors nybagte boller med chokoladestykker i.

Hun siger at hun har tyvstjålet opskriften på en af de blogge hun læser, men I får den her. Hun har dog modificeret den så bollerne både kan spises af diabetikere, som min far og lactose intollerante.


Opskrift til 16 store boller med chokolade.

50 g. gær
2 dl. lunken vand
1½ tsk. salt
1 spsk. stevia sukker
2-3 tsk. kardemomme, stødt
100 g. becel
4 dl. laktosefri yogurt naturel
2 æg
200 g. mørk chokolade
ca. 700 g. hvedemel

Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt salt, stevia og kardemomme. Bland det bløde Becel i sammen med laktosefri yogurt og de to æg. Ca. halvdelen af melet tilsættes og chokoladen hældes ned i den bløde og klistrede dej. Dernæst tilsættes resten af melet lidt efter lidt, og mere mel kan tilsættes, hvis dejen føles alt for klistret. OBS. Dejen skal være meget blød og lidt klæg, men skal dog kunne formes og arbejdes med i hånden efter hævning. 

Når dejen er æltet godt igennem stilles den til hævning under klæde i ca. 30-45 minutter. Herefter slåes dejen ud på et meldrysset bord, rulles ud til en lang pølse som efterfølgende skæres ud i 16 lige store stykker. Disse formes til boller og placeres tæt ved siden ad hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne dækkes endnu en gang til med klæde og hæver endnu en gang - denne gang i ca. 20 minutter. 

Varm ovnen op på 200 grader, pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag de lækre chokoladeboller ved 200 grader i ca. 20 minutter eller indtil de er godt gyldne og sprøde i toppen. Husk at afkøle bollerne helt på en bagerist efter bagning. 

Min mor siger at hun har stjålet den her: cookiecrumble I den oprindelige opskrift blev der brugt 3 spsk. sukker, 100 g smør og 4 dl. creme fraiche 18%.

Men min mors boller blev fantastiske synes både hende og min far, da de prøvesmagte dem.

Lånt her:
http://krissers-cookiecrumble.blogspot.dk/