torsdag den 31. oktober 2013

Hyggedag med min bedste ven.

Min far er stadig ikke kommet hjem fra hospitalet, så derfor sneg jeg mig op og sov på hans hovedpude i nat. Min mor kan høre mit halsbånd rasler når jeg napper sengen, og hun er ikke så vild med at jeg ligger i sengen. Jeg tror at det er mit ID bevis, også kaldet et hundetegn, der rasler. Men jeg var smart og fik manipuleret halsbåndet af, så kunne det ligge på min beskidte pude. Jeg vil i hvert fald ikke ligge der.

Om morgenen vågnede min mor op til dette syn.                                  
                       

                     Mig der ligger i min fars seng. Jeg synes måske at jeg ser lidt skyldig ud.
                                                                 

                                       Halsbåndet på den beskidte hundepude.

Da vi var kommet op og havde fået morgenmad - jeg fik godt nok verdens kedeligste tørfoder - kom min allerbedste ven Ben på besøg. Jeg elsker at lege med Ben, og han elsker at spise min mad.
Vi blev lukket ud i haven for at lege, men vi er ikke rigtige ude hunde så det blev ikke til andet end lidt mundhuggeri mellem os, derude.


 Først bider jeg Ben lidt og så bider han mig, men det er nu kun for sjov. Vi synes selv vi ser drabelige ud.

Så fik vi da heldigvis lov til at komme ind.  Ben nappede med det samme, resterne af mit fantastiske tigertøjdyr. Det fik han da lov til for jeg så pludselig at min mor skulle til at have frokost. Jeg kastede mig op på sofaen i køkkenet, for når jeg står oppe på den, kan jeg faktisk tydeligt se hvilke lækkerier der står på bordet.
                         

                            Mig der står så jeg kan se hvilke lækkerier der er på bordet.


Man skal jo trods alt sikre sig at det kan betale sig at tigge ved bordet. Efter frokosten kom kaffen og småkagerne på bordet. Der kan det helt sikkert betale sig at sidde tæt på, så man ikke bliver glemt i farten.
                                        


                                           Min mor der spiser en småkage, slurp.

Min allerbedste og sultne ven, Ben ville da også lige sidde og tigge lidt, men   ha!!!   Han er jo ikke så stor som mig, så han sidder bare og håber at han ikke bliver overset.
               

                   Mig og lille Ben der prøver at hypnotisere småkagen ned i munden på os.

Men det virkede overhovedet ikke med den hypnose, så jeg blev nødt til at gøre noget på egen pote.

             

         Her laver jeg et trick med, først at skubbe Ben væk og så invadere min mor.
                          


                              mase hovedet ind imellem min mors mund og småkagen.
                             

                      Og så... Haps jeg napper småkagen. Så kan den lære det. Bøvs.                      

Ben er nok ked af at han er så lille, så han ikke kan lave småkagetricket.

Hvis min far læser dette i aften inde på hospitalet, vil jeg bare sige godnat til ham med et kæmpeslik.

onsdag den 30. oktober 2013

En underlig dag ....



Tidligt i morges blev jeg brat vækket af en underlig lyd. Jeg kikkede søvndrukkent op fra min fars og mors dyner - ja jeg havde jo indtaget deres seng i nat - og så at det var totalt mørkt. Min mor tændte lyset, og nu så jeg at hun trykkede på knappen på den lille firkantede kasse hun har stående på natbordet. Så holdt lyden op og jeg sukkede dybt og gled tilbage til drømmeland.

Men så blev der virkelig uro i sengen. Min far stod op, og tænk, han sagde jeg skulle ud og tisse. Som om han kan vide noget om det... jeg gad jo ikke engang indtage hans hovedpude. Men han var virkelig insisterende, så jeg blev sat uden for døren i den mørke, kolde og regnfulde have. Surt show.

Der gik ikke lang tid før jeg blev lukket ind igen, og nu kunne jeg se at min far og min mor havde taget både tøj og overtøj på. Jeg nåede lige at tænke, yeah man, vi skal ud og gå, da min mor sagde: Du bli'r hjemme. Hrmff endnu mere surt show.

Min mor sagde at min far skulle have opereret sit knæ og så kørte de med weekend-taske og det hele.

Jeg blev da godt nok noget sur, men tænkte at det alligevel var meget tidligt og jeg ville lige daske ind i stuen og lægge mig på sofaen. Den er virkelig dejlig at ligge i, men min mor siger at jeg overhovedet ikke må ligge der. Døren ind til stuen var godt nok lukket, men jeg er da hund for lige at åbne den smule dør. Jeg satte lige forpoterne op på dørhåndtaget som jeg plejer når jeg åbner en dør.
Der skete overhovedet ikke noget!!! Jeg kiggede undersøgende på den møghamrendeirriterende dør, og opdagede en lille bitte krog helt foroven. Så blev jeg virkelig sur. Nu kunne jeg overhovedet ikke komme ind i stuen, hvor jeg ellers plejer at ligge i sofaen (når jeg er alene hjemme) og ind imellem lige tjekke ud ad vinduet, om jeg kan se møgkøtrene nede ved naboen.

Her ligger jeg på sofaen i køkkenet og er sur. Har lige bidt mit fantastiske tigertøjdyr i stykker og hentet to pakker af min fars snus fra bordet. I kan se krogen foroven på døren, de to pakker snus og noget tigertøjdyrindmad på sofaen.


Da min mor langt om længe kom hjem - hun er nu en rendemaske - blev jeg faktisk enormt glad. Hun sagde slet ikke et ord om, at jeg havde bidt mit fantastiske tigertøjdyr i stykker, så da hun tog en kop kaffe og hentede nogle af min menneskesøsters hjemmebagte småkager med ind i stuen, tænkte jeg lige, at det måske alligevel var en god afslutning på dagen, for nu skulle vi da hygge og spise småkager.

     Her sidder jeg forventningsfuld og længes efter en småkage. Jeg elsker småkager. Slurp.



Tror I jeg fik en???   Nej vel ... hun gav mig kun to små bidder. Hun er sgu en fedterøv. For det kan vel ikke være fordi hun var sur over det med det fantastiske tigertøjdyr og de to pakker snus?


tirsdag den 29. oktober 2013

Oprydning efter stormen.


Jeg var lige ud og sondere terrænnet i formiddags. Oh skræk og rædsel, min mors og fars grillorgel - den hvor de laver lækre okse-steaks til mig på - var kørt en lang tur ud over terrassen og væltet ned i haven. Jeg tænkte: Er det mon slut med de lækre steaks?
Der lå også nogle uinteressante havemøbler ved siden af grillen, samt alt det min mor og far havde gemt inde i skabet på grillen, såsom grill bakker m.m.

 Her er jeg på vej til min far fordi jeg blev rigtig bange for at jeg aldrig mere skulle smage en grillet steak.



Nå men ulykken var heldigvis ikke så stor. Min mor og far fik ryddet fint op og grillen ligner sig selv og jeg glæder mig til vi igen skal til at grille steaks til mig.

De taler forøvrigt om at noget af muren på stalden er faldet ned i går, og det nok var derfor at taget løftede sig. Men det har jo intet med gode grillede steaks at gøre, så det betyder ikke noget.

mandag den 28. oktober 2013

Gåtur i stormvejret

Da vi skulle ud og gå i dag, måtte min mor have regntøj på, for det styrtede ned. Jeg synes måske det var lidt pjattet for den smule vand. Man kan jo bare ryste sig lidt.

Jeg fik min helt nye nylon-mundkurv på for min mor ville prøve om det er noget der duer. Jeg vil jo svært gerne have en mundfuld af køtrerne, for de er nu irriterende, men det må jeg ikke siger min mor. Derfor den nyindkøbte mundkurv.

                                     Her ligner jeg nu en der synes der er rigtig synd for mig.



Det stormede dog så meget at min mor næsten ikke kunne stå fast selv om jeg ikke kunne se problemet. Hun sagde at det ikke generede mig for jeg har jo fire ben. Så vi gik meget hurtigt tilbage og jeg prøvede da også lige at skræmme køtrerne, men det var nu ikke så nemt når jeg ikke kan gabe over dem. Min mor siger at mundkurven virkede fint, og så er hun jo glad.

                                            Nu er det vist tid til en lille lur.