Mundkurv .........

I dag har min mor fået sine nye tænder. Neeej hvor er hun glad. Hun siger at nu kan hun smile igen.

Min mor der smiler med sine nye tænder. Man kan faktisk slet ikke se dem inde bag i munden.

Jeg tænker at det må være dejligt for hende, at hun kan gnave kødben, hvis hun nu skulle få lyst til det.

Da hun var kommet hjem fra tandlægen tænkte hun, at vi skulle ud og gå en tur. Jeg fik min modbydelige mundkurv på, for min mor siger, at så kan jeg ikke smage på møgkøterene, hvis vi møder dem på vores vej. Og jeg vil nu også hellere gå tur med mundkurven på, end at blive hjemme.

                             

Her står jeg og ser lidt ynkelig ud med min mundkurv.

Jeg prøver lige om jeg kan ryste den af. Hmm det gik ikke.

Min mor sagde, at jeg var et hundehoved, når jeg sådan prøvede at se ynkelig ud. Nå men heldigvis var det hyggeligere da vi først kom ud ad haven.

                  

  Her får jeg lov at løbe så jeg rigtig kan snuse om der har gået andre hunde.

Selv om jeg lige prøver en gang til, om jeg kan skrabe mundkurven af. Det er jo utroligt hvad sådan en græstot kan bruges til.

Så kalder min mor på mig for, at jeg skal tænke på noget andet end mundkurven. Selvfølgelig kommer jeg med det samme.

                         

                                   Jeg lunter lidt fordi jeg håber, at hun ikke tager mig i snor.

Vi gik ned forbi naboens skov. Det er et hyggelig sted med fasaner og alt muligt. Jeg prøvede da lige at jagte en fasan, men det måtte jeg heller ikke for min mor. Der er altså mange ting man ikke må.

          

                   Der var nogle træer der var væltet under stormen forleden dag som vi gik forbi.

Da vi gik hjemad, skulle vi gå lige forbi huset, hvor møgkøterene bor. Jeg håbede lidt at jeg skulle have et halvt stykke med møgkøter. Der havde jeg jo helt glemt, at jeg havde mundkurv på.

       

          Her kigger jeg forhåbningsfuldt om der skulle være en møgkøter... Det var der ikke. 

Da vi var kommet forbi huset, hvor møgkøterene bor og vi næsten var hjemme, kom de farende. De var noget storsnudede fordi de jo kunne se, at jeg havde mundkurv på. Men alligevel var de så bange for store mig, at da min mor ville tage et billede af dem, løb de så hurtigt deres ben kunne rende. Så billedet må vente til en anden gang. 

Og det må mit halve stykke med møgkøter også.